Fra en lille klump ler til en smuk broncefugl, parat til at flyve ud i den store verden.

kr. 850,00

Størrelse 12*5*7 cm.

Fra lerklump til smuk lille bronce fugl parat til at flyve ud i den store verden.

For længere tid siden end nogen kan forestille sig, var landet dækket af hav, og i havet levede krebsdyr, der også var mindre end vores forestillingsevne rækker. Krebsdyrenes skaller dækkede efterhånden havbunden, og da havene trak sig tilbage, hævedes havbunden og krebsdyrenes skaller blandedes med udvaskning fra den nyligt fremdukkede landjord. Nogenlunde sådan opstod ler, og ler kan bruges til rigtig meget, når det bliver varmet rigtig meget op.
En dag kom en lille bitte klat ler i hænderne på en halvgammel kone, der aldrig rigtig var blevet så voksen, at hun var holdt op med at lege. Konen og leret kunne rigtig godt lide hinanden, og pludselig var leret blevet til en lille fugl. Hvor er jeg blevet smuk, tænkte fuglen, jeg synes jeg har fortjent et langt liv. Den var Konen enig i, så lerfuglen kom i ovnen og blev varmet op til 1000 grader.  Nu var leret, hvoraf fuglen var født blevet helt stift, men var også blevet helt hvid og en smule kedelig at se på.
Det der er simpelthen ikke godt nok til mig, mente fuglen, og jeg er stadig lidt for skrøbelig. For tænk, hvis nogen stækker mine vinger, når jeg så gerne vil ud og se verden. Den halvgamle kone gav faktisk lerfuglen ret i, at der burde gøres noget, og når nu den ikke havde noget imod at komme langt omkring, blev den pakket i æske og sendt til et broncestøberi. Her var den lige ved at fortryde, for den kom til at gå grueligt meget igennem: først blev den overhældt med silikone, der igen blev støbt ind i gips. Så blev gipsen flækket, og silikonen skåret op, så lerfuglen igen så dagens lys. Nu var der et perfekt aftryk af fuglen i silikonen. Aftrykket blev nu fyldt med flydende voks, og da voksen var stivnet blev silikonen krænget af. Nu var der en perfekt afstøbning af fuglen i voks, som derefter blev indstøbt i en slags gips, der kunne tåle meget høje temperaturer. Så blev gipsklumpen varmet op over damp, så voksen løb ud af formen, og da gipsen var helt, helt tør blev 1260 grader bronce hældt ind i  formen. Nu kunne man smadre formen og en fin, lyserød broncefugl kom frem. Så blev det hele sendt tilbage til den halvgamle kone, og nu tog hendes dygtige mand fat på at gøre den nystøbte fugl smuk. Først blev en sandblæst, og så blev støbegrater og den slags slebet af. Dernæst blev den kogt i meget farlige kemikalier for at give broncen den helt rigtige farve. Og så blev fuglen slebet og poleret før den til sidst fik voks. Nu havde den lille lerfugl sin helt perfekte tvilling støbt i bronce. Lerfuglen havde imidlertid fået nok af ar rejse, men broncefuglen kiggede ud i verden og tænkte, at den ville være en god soulmate til alle, der var klar til at prøve nye græsgange.

5 in stock