Læsehest nr. 16

DKK 1.600,00

Læsehest nr. 16.

Rakukeramik.

Ikke på lager

Beskrivelse

Som lillebitte pige, husker jeg, at jeg sad med mine storesøskendes tegneseriehæfter og gættede mig til, hvad der mon stod i taleboblerne. Det kom der historier ud af, der helt sikkert lå langt fra Disneykoncernens mening med tingene, men min fantasi havde en fest.
Så kom jeg i skole og læste at ‘Søren så en sø’ og ‘Mette så en kat’. Det var der ikke meget kød på, syntes jeg. Og min ellers meget søde lærerinde, fru Christensen, så ligesom ikke ‘kvaliteten’ i mine forsøg må at digte videre på illustrationerne i læsebøgerne. Faktisk havde hun måske en fornemmelse af, at jeg simpelthen var ordblind og kompenserede ved at digte og fantasere.
Så oprandt den store dag i tredie klasse, da fru Christensen tog klassen med til skolebiblioteket og jeg fik mit allerførste lånerkort og retten til at hjemtage maksimalt to bøger om ugen om  Pelle Haleløs og hans onde plageånd Mons, gråspurven Peter Pjusk og pigen Rikke fra Nyboder, der fik lørdagstæsk af sin far. Uh, det var lykken den ene dag i ugen, hvor man fik lov at gå på biblioteket. Jeg husker, det var morgentimen om torsdagen, og netop det år var der vist gået koks i skolens skemalægning, for jeg havde to mellemtimer fra 10 til 12, hvor jeg spurtede hjem, trak en lænestol hen foran oliekaminen og stak tæerne ind på den varme brænder og fordybede mig i de hjembragte bøger og græd med Pelle, Peter og Rikke når det gik skidt og jublede, når det hele endte godt.
Og en skønne dag blev jeg gammel nok til at få lånerkort til Folkebiblioteket med behørig underskrift og accept fra mine forældre. Og der måtte man låne et helt ubegrænset antal bøger, men det var lidt af en udfordring, for dengang var der ikke opdeling mellem børnebibliotek og de voksnes bøger, og Gud nåde og trøste det barn, der formastede sig til at spørge sig frem hos de stramtande tanter, der vogtede nidkært over kommunens samling af litteratur.
Som årene gik, gik også dragerne på pension, biblioteket flyttede til større lokaler og både indretningen og bibliotekarerne blev kendeligt venligere, så man ikke længere behøvede at samle mod for at betræde det skrevne ords hellige haller.
Nu er det ikke sådan, at vi ikke ejede bøger i min familie. Ca. engang om året kom nemlig Kramer på besøg. Kramer var agent for Normans forlag, og ved hjælp af ham blev der indkøbt både klassikere, rejsebeskrivelser, leksika, og forskellige forfatteres samlede værker, og det var en fest, når pakkerne fra forlaget kom hjem, og jeg kunne åbne en helt, spritny bog, som ingen før havde haft i hænderne. Netop glæden ved en helt jomfruelig bog fik mig til at opsøge den lokale boghandler, da jeg blev voksen. Dengang var der faktisk hele tre boghandlere i vores lille by. Jeg ved ikke, om det var specifikt for datidens boghandlere, at de var lidt selvhøjtidelige, nørdede og støvede i deres fremtræden. I ihvertfald to af disse forretninger tiltalte personalet chefen i tredie person og omtalte ham som Herren langt oppe i 1980erne. I den tredie og største boghandel residerede Kaj Steen Nielsen, og han var en boghandler af Guds nåde. Han vidste ALT om bøger, og det han ikke lige havde præsent, skaffede han til veje i løbet af ingen tid. Han havde et branchekendskab, jeg aldrig hverken før eller siden har oplevet, og desuden havde han et kendskab til sine kunders ønsker, næsten før man nåede at fremsætte dem. Jeg elskede at komme i den forretning. Foruden at boghandleren havde rent faglig viden, besad han også en umådelig viden om vor lille bys og dens indbyggeres historie, og han fortællekunst har jeg haft meget stor glæde af gennem årene. Men pludselig en dag forlød det, at han havde solgt sin forretning og ville gå på pension. Bogstaveligt talt var jeg grædefærdig og tænkte, at nu ville det aldrig nogensinde blive det samme at købe en bog. Men, tænkte jeg, han ville vel også komme til at savne sine læseheste. Og netop til ham og hans dejlige kone formede jeg min allerførste læsehest i rakubrændt keramik og forærede den til dem ved deres afskedsreception for snart mange år siden. Og sidenhen er det blevet til snesevis af læseheste. Aldrig to ens men i alle mulige positurer, for en hest i keramik kan man vride i alle stillinger uden at være dyreplager.