Operasanger

Da operaen kom til limfjordsøen 😍
i et stenbrud arbejdede for meget længe siden et sjak af stærke stenhuggere med hamre, bor og sortkrudt. De talte svensk for de var svenskere og stedet var et sted i Sverige. Derfor var det allerførste den smukke granit hørte, da sortkrudtet antændtes og en væg af granit løsnedes fra bjerget en ramsaltet svensk ed: Fy fa’n det er dammigt. Og det betyder føj hvor det støver.

Nu tog andre stenhuggere fat og findelte de stor blokke til håndterlige størrelser.

Over stenbruddet sang lærkerne, for der var sol og det var sommer og de vidunderlige toner indlejrede sig i granitten, støvet og de svenske eder blev helt glemt. Lige præcist denne granit blev formet til en skøn brosten, der sammen med andre brosten snart blev udskibet til Danmarks hovedstad, hvor de blev lagt ned ved havnen og blev fundamentet for Holmens travle liv.

Her lød  en anden sang end lærkens. Store skuder lagde til kaj og fra dem lød ind imellem sømandssange  pa alverdens tungemål, der blandede sig med mågeskrig og småfuglenes skænderier om tabt korn og arbejdshestenes møg. Det var mageløs musik, og netop denne lille brosten sugede det hele til sig og følte, at netop den var skabt til noget stort. Jeg er virkelig noget ved musikken, tænkte den.

Sådan lå den mellem de andre brosten og glædede sig i mange, mange ar, mens havnens travle liv sled dens overflade smuk og glat og byens toner indlejredes i dens indre. Men en dag kom store maskiner og begyndte at skovle brostenene op i store containere. Himmel, hvad sker der, tænkte brostenen, men det viste sig, at der skulle opføres et stort operahus pa stedet. Jamen det er jo perfekt, for jeg har jo alle sangene indlejret og jeg har altid varet noget ved musikken, tænkte brostenen, derfor får jeg nok lov at blive. Der findes jo fugle, der er Løvsangere , Gårdsangere, og Havesangere, så nu bliver jeg musikkens uslebne diamant, maske endda en Opersanger. Men den smukke brosten kunne ikke synge ret højt, og de store maskiner blev bare ved med at skovle brostenene op i containere. Her là den lille sten mellem alle de andre og sang bedrøvet med sin lille, fine stemme.

En dag blev containeren med de mange brosten afleveret hos en stenhugger på Mors. Denne stenhugger var lidt speciel, for hun have øre for musik og desuden en meget fin hørelse, og en dag hørte hun pludselig den lille bedrøvede stemme fra containeren, der hviskede: Er der slet ingen, der kan se, at jeg er en uslebet diamant. Er der slet ingen, der kan finde operasangeren i mit indre? Og så tog stenhuggeren fat, for hun kunne kende en uslebet diamant, og hun kunne finde operasangeren i den smukke sten.